Søndag er der kommunalvalg i Nicaragua. Eller er der? Landets øverste valgråd, der er totalt domineret af den sandinistiske regering, har for måneder siden udelukket de to vigtigste oppositionspartier med henvisning til nogle jurdiske finurligheder.

Højesteret, der ligeledes har sandinistisk hældning, har ”ikke haft tid til” at behandle de to partierss appel. Oveni har valgrådet sagt nej til national og international valgobservation, hvilket er i strid med valgloven.

Den eneste gruppe, der får lov til at være i valglokalerne er den ukendte størrelse ”Det latinamerikanske råd af valgeksperter”. Jeg har været valgobservatør fire gange i Nicaragua og har arbejdet mange år som journalist i det mellemamerikanske land. Men, dem har jeg godt nok aldrig hørt om før. Nicaraguanske medier beskriver dem som gode venner af sandinistregeringen.

Kun partiernes egne tilforordnede får i morgen lov til at holde øje med, at alt går, som det skal.

Nicaragua har en solid tradition for valgobservation. På nationalt plan er det ngo´erne IPADE og Etica y Transparencia, der har taget sig af arbejdet. På internationalt Carter Center, Organisationen af Amerikaske Stater og EU, hvor officiele danske observatører er med, når de altså kommer med.

Det er kedeligt at være valgobservatør. Man trasker rundt og ser på, hvordan den ene efter den anden får udleveret stemmesedler, går ind og krydser, kommer tilbage til de tilforordnede, afleverer stemmesedlen, får blæk på tommelfingeren – eller en alternativ, hvis vælgeren ingen tommelfinger har- og går.

Men engang imellem – og det sker ikke ved hvert valg – foregår der noget, der giver valgobservatøren en funktion. Det er det, der er vigtigt, og det er det, der mangler ved det nicaraguanske valg i morgen.

Som alternativ til en formel valgobservation har Etica og Transparencia valgt en metode, der er brugt under Pinochet i Chile. Organisationen har rekrutteret godt 30.000 frivillige, der dels laver en rapport om deres egen stemmesafgivning, dels møder op og stiller spørgsmål, når afstemningen er slut, hvilket er en ret som alle vælgere har.

De traditionelle internationale obsevatører, undtagen den finske ambassade, har været forbløffende tavse omkring udviklingen. Og gør man sig ikke på en eller anden måde medskyldig, når man holder kæft?

Hverken Carter Center, OAS, det danske udenrigsministerium eller ambassaden i Managua har så meget som en parentes på deres hjemmesider om, at de er udelukkede som valgobservatører. Jeg har henvendt mig til Carter Center og OAS for at få en kommentar. De har surprise, surprise ikke reageret.

Der er mange gode kræfter i det nicaraguanske cilvilsamfund. De har brug for opbakning fra den lille dreng i ”Kejserens nye klæder”.

Text: Eva Rasmussen, journalist, foto: Erika Brenner